All posts by aamlei

Det behøver ikke være så svært at kombinere bachelor, bøger, bleskift og baby

En ny forening vil vise, at det ikke behøver være umuligt at kombinere studieliv og børn.

Det er ikke så svært at være studerende forældre, som du måske tror. Men en jungle af forskellige tilskud, kan gøre det svært for nye og kommende forældre at overskue deres muligheder. Men hjælpen er  på vej – en ny forening vil arbejde for at forbedre dette.

Ester Beha Baunsgaard kigger lettere nervøst rundt i det halvtomme lokale. Hun har ingen idé om, hvad hun skal forvente, men lige om lidt skal hun stå i spidsen for en stiftende generalforsamling.

Det har hun aldrig prøvet før, og det giver lidt ekstra svedige håndflader, at der pludselig skal godkendes vedtægter og vælges bestyrelse. 14 har meldt sig til på facebook. Men da urets visere hastigt nærmer sig 10.00, er under halvdelen dukket op.

”Jeg havde da godt nok håbet på lidt flere, men skal vi ikke bare gå i gang lige så stille,” spørger Ester retorisk ud i lokalet og forklarer, at kaffen og teen er til fri afbenyttelse.

”Og så har vi bestilt sandwiches. 10 vegetariske og 10 veganske. Alle skal kunne være med, og det ligner da, at vi har nok af dem,” griner hun.

Vi er til stiftende generalforsamling i Studerende Forældre. En ny forening for de, der vælger at bytte fredagsbar og tømmermænd ud med bleskift og barnets første sygedag. Og her er Ester Beha Baunsgaard både idémageren og på valg som formand.

Foreningen vil forbedre forholdene for de studerende og vise, at det ikke behøver være svært at kombinere bøger og børn, og at det ikke altid er en svipser, hvis man går på barsel under sit studie.

”I dag kan det nærmest være eksotisk at have børn under uddannelse. Og ofte bliver man mødt af den fordom, at det må have været et uheld,” siger formanden bag foreningen. 

Men måske har Ester Beha Baunsgaard og de andre i foreningen faktisk fat i den lange ende. Forskning viser, at det har store biologiske fordele at starte med at få børn, inden man runder 30 år, og samtidig er der i dag en lang række tilskud, som gør økonomien meget mere overskuelig, inden man afslutter uddannelsen i forhold til lige efter. Den del tager vi fat i senere.

Alarmerende forskning

En af dem, der er på bølgelængde med Ester Beha Baunsgaards idé, er professor ph.d Lone Schmidt. Hun er fortaler for, at man tidligere bliver bevidst om alderens indvirkning på evnen til at få børn. Det mener hun, fordi man som 20-årig er dobbelt så fertil, som man er som 30-årig. 

“Det handler ikke kun om, at det er sværere at blive gravid, men risikoen for spontan abort og et dødfødt barn vokser også i takt med alderen,” forklarer Lone Schmidt. 

Lone Schmidt har i flere år forsket i fertilitet. Hun er også programleder for en forskningsgruppe med forskere fra både USA, Portugal, og Danmark. Det betyder, at hun har et stort overblik over, hvilke faktorer, der er i spil, når par forsøger at blive gravide. En af disse er rygning – men alderen er en endnu større faktor.

Lone Schmidt fortæller, at fertilitetsproblemer er et stigende problem både herhjemme og i udlandet, men at en del af løsningen er simpel. 

“Det kræver, at vi bliver mere åbne og bedre til at tale om, at der skal sættes ind tidligere. Vi skal have fat i de studerende og få formidlet hvilke fordele, der er ved at blive gravid tidligere.”

Ifølge Danmarks Statistik var den gennemsnitlige alder for førstegangsfødende i Danmark i 2018 29,3 år. I kommuner med flere højtuddannede borgere er tallet endnu højere. Dét er et problem, mener Lone Schmidt.

Når den kommende generation af forældre i dag er færdige med deres videregående uddannelse, er mange af dem sidst i tyverne. Nogle vælger at gøre karriere, før de planlægger at få børn. Men det kan blive en glidebane med svære konsekvenser. 

Venter man med at få børn, til man er sidst i trediverne eller er fyldt 40, oplever Lone Schmidt gennem sit arbejde, at det er meget svært at få børn.

“De kvinder, som prøver at blive gravide efter de er fyldt 40 år, kæmper mod nogle svære odds. Det er kun 26 procent af dem, som ender med at få et barn. De resterende 74 procent oplever også graviditeter, men uden det ønskede resultat.”

Der er derfor flere fordele ved at få børn under studierne – og det behøver ikke være så svært at få SU og stipendier til at hænge sammen.

Mulighed for gode tilskud

236.472 kroner. Så mange penge kan et forældrepar på SU i løbet af det et barns første leveår få alene i støtte og tilskud. Helt anderledes ser det ud for et tilsvarende par, hvor begge er nyuddannede kandidater på dagpenge. Her løber de almindelige tilskud op i 63.107,52 kroner – under en tredjedel af, hvad de studerende har ret til.

Ifølge de studerende gør tilskuddene, at de sagtens få økonomien til at række. Men det kan imidlertid være svært at få et samlet overblik over, hvad man har ret til at modtage, og hvor man skal søge dem – og ikke alle er udstyret med en knivskarp machete til at navigere rundt i tilskudsjunglen. 

For Ester Beha Baunsgaard og hendes mand betød det, at de missede en række fødselsklip, som ellers normalt udbetales efter fødslen. Et resultat af, at de begge manglede hjælp og oplysning.

LÆS OGSÅ: Får du de tilskud, du har ret til?

”Det ville klar være rart med en klarere og mere samlet adgang til information,” siger Ester Beha Baunsgaard og påpeger, at det ikke kun er i forhold til de økonomiske spørgsmål, at der mangler hjælp og vejledning.

Hos Ester Beha Baunsgaards uddannelsessted, Københavns Universitet, kan man ikke søge sig frem til vejledning, om hvad man gør, hvis man har eller får børn under studiet.  Søger man efter studerende og børn får man i stedet udførlig vejledning til, hvordan man som forældre kan forholde sig til, at ens børn skal starte på universitet. 

For at undersøge denne problemstilling, foretog vi derfor en rundringning til studievejlederne på landets videregående uddannelser. Her stod det klart, at der ikke er en klar linje for, hvordan man vejleder studerende med børn. Flere af vejlederne vidste slet ikke, hvad de ville svare på stående fod, og ingen af dem havde et konkret overblik over, hvor mange studerende, der på deres uddannelse har eller får børn undervejs. 

Det var også en af årsagerne til, at Ester Beha Baunsgaard i sommer besluttede sig at starte  foreningen Studerende Forældre.

”Der er ingen forening i dag, der passer studerende forældres interesser. Det overrasker både medstuderende og undervisere, når man fortæller dem, at man har børn. Vi håber, at vi kan være med til at sætte mere fokus på det med denne.”

Behov for forening

Tilbage ved generalforsamlingen er de indledende formalitete så småt overstået. Det hele er rettidigt indkaldt, og det er en enig forsamling, der bekræfter, at de kan godkende både dirigent og referent.

”Og så skal vi bare høre, om der er nogen, der begærer anonym afstemning til valget til bestyrelsen,” spørger dirigenten ud i lokalet. Hun mødes med grin fra de fremmødte.

”Mon ikke det går,” lyder det med et smil fra en af fædrene, der sidder i den anden ende af det grå langbord.

”Det her er altså den hyggeligste generalforsamling, jeg nogensinde har været til,” lyder det fra en anden af de fremmødte. Og den kommentar får Ester Beha Baunsgaard  til at smile.

For et af foreningens erklærede mål er at være med til at skabe det netværk, som skolerne ikke faciliterer i dag. De vil vise, at man ikke får en dårligere studietid, selvom det at have børn kan sætte en begrænsning på nogle af de sociale arrangementer, som præger de danske uddannelser.

”Det skal ikke være ensomt, at man er nødt til at sige nej til fredagsbar eller fester. Derfor vil vi lave en række initiativer, som går på lidt andre præmisser. Og selvfølgeligt initiativer, hvor man kan tage børn med,” siger Ester Beha Baunsgaard.

På samme måde håber foreningen også, at man kan hjælpe de studerende, som af den ene eller anden grund er nødt til at misse undervisning på grund af barnets første sygedag eller andet.

”I dag er folk venlige til at dele noter, og det tror jeg kun bliver bedre, hvis flere forstår, at man sagtens kan have børn og studere,” siger Ester Beha Baunsgaard.

Ved generalforsamlingen er vi nu nået til det punkt, der tidligere gav Ester Beha Baunsgaard svedige håndflader. Valget om formandsposten.

”Er der nogen modkandidater?” spørger dirigenten. Ingen svar kommer retur – i stedet begynder de første allerede at klappe.

 ”Det betyder vist, at Ester er valgt som ny formand.” 

Nu vil hun forsøge at forklare andre, at man sagtens kan kombinere bleskift og bachelor.

Får du de penge, du har ret til?

Der er en række forskellige tillæg og tilskud du kan søge, som giver en hel del mere luft i budgettet, når du er eller bliver forælder under studie. 

Reglerne er til gengæld mange, og de kan være vanskelige at finde rundt i. Dette er et forsøg på en guide, som kan hjælpe dig på rette vej.

Hvis du er i tvivl, anbefales det til enhver tid at kontakte Borgerservice, studievejledning, studiekoordination eller lignende, da de vil kunne hjælpe dig ud fra netop din situation.

Følgende emner tages op her i indlægget, og de bliver beskrevet i samme rækkefølge, som de nævnes her: Børnepenge, børnetilskud, boligstøtte, friplads/delvis friplads i institution, forsørgertillæg, forhøjet fribeløb, barselsdagpenge, ekstra SU-lån, fødselsklip.

Børnepenge

Børne- og ungeydelse, også kendt som børnepenge, får du udbetalt for hvert barn, du har. Der har tidligere været et loft for, hvor mange børn, du kunne få børnepenge for. Det er der ikke længere. 

Du skal ikke selv søge ydelsen, det sker automatisk. Men det er en god idé at sikre dig, at du får det rigtige beløb på det rigtige tidspunkt.

Satserne er følgende (per 2019), pengene udbetales kvartalsvist:

0-2 år er satsen 4.557 kr. 

3-6 år er satsen 3.609 kr. 

7-14 år er satsen 2.838 kr.

15-17 år ændrer ydelsen sig fra børneydelse til ungeydelse. Her får du faktisk samme sats, som når dit barn er mellem 7 og 14, men til gengæld får du pengene udbetalt hver måned. Altså 946 kr. om måneden, hvilket svarer til 2.838 kr. hvert kvartal.

Læs mere om børnepenge HER

Børnetilskud

Børnetilskuddet er på en måde et supplement til børnepengene for familier med lav indkomst. 

Tilskuddet følger barnet, og det betyder, at der altid kun vil være ét tilskud per barn. Selvom både du og barnets anden forælder er under uddannelse, kan I altså kun modtage et tilskud. Hvis I har to børn, kan I få to tilskud, hvis begge er under uddannelse og ingen eller kun én af jer får SU med forsørgertillæg. Hvis I begge får SU med forsørgertillæg og har to eller flere børn, kan I få ét tilskud.

Hvis du er i tvivl, så kontakt Borgerservice for at høre, om du har ret til tilskuddet. De vil formodentlig bede dig sende dokumentation for din indkomst. Derfor kan det være en god idé at opdatere din forskudsopgørelse på forhånd, fordi det i mange tilfælde er den bedste måde at dokumentere din indkomst på.

Ydelsen er maksimalt på 1.892 kr per kvartal i 2019. Tilskuddet tilpasses i forhold til indkomst og familiesituation.

Som enlig nedsættes tilskuddet med 10 procent af det beløb, som din indkomst overstiger 151.600 kr. Du kan ikke få tilskuddet, hvis du tjener over 227.280 kr.

Hvis I er et par og får ét tilskud nedsættes tilskuddet med 10 procent af det beløb, som jeres samlede indkomst overstiger 227.300 kr. I kan ikke få tilskuddet, hvis jeres indkomst er over 302.980 kr.

Hvis I er et par og får to tilskud nedsættes tilskuddet med 10 procent af det beløb, som jeres samlede indkomst overstiger 227.300 kr. I kan ikke få tilskuddet, hvis jeres indkomst er over 378.600 kr.

Læs mere om børnetilskud HER, se “Børnetilskud til forældre under uddannelse”.

Boligstøtte

Når du bor til leje og får et barn, vil din boligstøtte stige. Det er en god idé at sikre dig, at oplysningerne er korrekt opdateret, og at kontakte boligstøtte hurtigst muligt, hvis de ikke er klar over din nye situation. Boligstøtte arbejder nemlig med tilbagevirkende kraft. Det vil sige, at du skal have pengene udbetalt fra den måned, hvor du kontaktede dem.

Hvis du har 1-3 børn, så ændrer din maksimale boligstøtte sig til 3.582 kr. 

Hvis du har 4 børn eller flere, er den maksimale boligstøtte 4.478 kr.

Netop på denne post kan du hente meget plads i budgettet, hvis du er forælder på SU. Den maksimale boligstøtte for lejere uden børn er 1.018 kr. 

Læs mere om boligstøtte-satser HER

Friplads eller delvis friplads i institution

Ligger familiens samlede husstandsindkomst under en vis grænse, kan I få et ekstra tilskud fra kommunen, så det bliver billigere eller helt gratis at have barnet i dagtilbud. Det hedder et økonomisk fripladstilskud.

Den skattepligtige indkomst indgår i husstandsindkomsten. 

Ved en samlet årlig husstandsindkomst (2019):

Op til 177.600 kr. – fuld friplads.

177.601 kr. til 551.699 kr. – delvis friplads.

551.700 kr. og derover – fuld forældrebetaling.   

Indtægtsgrænserne forhøjes med 7.000 kr. for hvert hjemmeboende barn under 18 år ud over det første hjemmeboende barn. Og 62.139 kr. når den forældre, der har retten til pladsen og til fripladstilskuddet, er enlig forsørger.

Når kommunen skal beregne og senere genberegne dit økonomiske fripladstilskud for den konkrete måned, tager kommunen derfor udgangspunkt i husstandens månedlige indkomst. Til brug for genberegning af det månedlige fripladstilskud trækkes oplysningerne om den månedlige indkomst fra Skattestyrelsens såkaldte indkomstregister.

Det er således ikke indkomsten set over et helt år, der er afgørende for fripladstilskuddet i den enkelte måned.

Læs mere om økonomisk friplads HER

Forsørgertillæg

Du kan få forsørgertillæg til din SU, hvis du bor alene med dit barn, mens du uddanner dig. Du kan også få et forsørgertillæg, hvis både du og ham eller hende, du bor med, også er på SU – eller hvis din partner er på uddannelseshjælp.

For enlige er satsen 6.166 kr. om måneden.

For par (som begge får SU) er satsen 2.463 kr. om måneden.

Tillægget kræver, at du studerer aktivt. Det vil sige, du ikke kan tillægget mens du holder barselsorlov. Men du bør undersøge om du er berettiget til at modtage tillægget, når du begynder at studere igen. Kontakt SU-styrelsen eller din uddannelsesinstitutions SU-koordinator eller studievejleder, hvis du er i tvivl.

Læs mere om forsørgertilægget HER

Forhøjet fribeløb

Dit fribeløb – det vil sige, de penge du må tjene uden at skulle fravælge SU – stiger for hvert barn du har, som er under 18 år. Uanset om du har forældremyndigheden eller ej.

Dit årsfribeløb forhøjes med 28.340 kroner for hvert barn, du har.

Læs mere om forhøjet fribeløb HER

Barselsdagpenge

Som studerende kan du få barselsdagpenge i tre bestemte situationer.

Du har et fast arbejde ved siden af din uddannelse, hvor du har været ansat på den første dag i din orlov eller dagen før. Derudover skal du have haft mindst 160 timer inden for de seneste fire hele måneder før orloven og mindst 40 timer om måneden i mindst tre af de fire måneder.

Hvis du er elev i lønnet praktik på din første orlovsdag eller dagen før, kan du få barselsdagpenge. Du kan derfor ikke få barselsdagpenge, hvis din første orlovsdag ligger i en periode med undervisning på uddannelsesstedet. 

Når du holder orlov fra din uddannelse, kan du få barselsdagpenge, hvis du stopper din SU, melder dig ledig i din a-kasse og stiller dig til rådighed for arbejdsmarkedet i dit jobcenter, det vil sige har ret til dagpenge.

Vær opmærksom på, at du skal orientere dit uddannelsessted om din orlov, så du kan dokumentere orloven, når du søger om barselsdagpenge.

Læs mere om barselsdagpenge HER, se “Kan jeg få barselsdagpenge som studerende?”

Ekstra SU-lån

Hvis du er forsørger, har du mulighed for at tage et supplerende SU-lån ved siden af dit almindelige SU-lån. Det vil sige, at forsørgere, der vælger at tage supplerende SU-lån i 2019, i alt kan låne 4.733 kroner per måned. Du kan tidligst få supplerende SU-lån fra den måned, du søger om lånet. Som forsørger har du desuden mulighed for alene at tage supplerende SU-lån og dermed låne 1.578 kroner per måned.

Læs mere SU-lån for forældre HER

Fødselsklip

Når du bliver mor kan du søge 12 ekstra SU-klip, og som far kan der søges 6 ekstra SU-klip. De bliver kaldt fødselsklip, og de kan bruges på tre forskellige måder:

Hvis du vælger at få din ekstra SU udbetalt som enkeltklip, har du SU til 12 måneder som mor og til seks måneder som far, hvor du ikke behøver at være studieaktiv. Du får kun ét klip udbetalt om måneden, da du ikke kan få udbetalt almindelig SU, i de måneder du vælger enkeltklip.

Hvis du vælger at få din ekstra SU udbetalt som dobbeltklip, har du SU til seks måneder som mor og til tre måneder som far, hvor du ikke behøver at være studieaktiv.

Hvis du får SU-lån, bliver det også fordoblet i de måneder, du får udbetalt dobbeltklip. Du får to klip udbetalt om måneden, da du ikke kan få udbetalt almindelig SU, i de måneder du vælger dobbeltklip.

Den sidste metode er miksklip. Her udbetales den ekstra SU med et klip om måneden sammen med et klip af din almindelige SU. Derfor skal du være studieaktiv i perioden og opfylde de generelle betingelser. Du opfylder ikke betingelserne, hvis du for eksempel følger et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb på nedsat tid.

Som mor kan du få miksklip i 12 måneder og som far i seks måneder. For at få miksklip, skal du stadig have mere af den almindelige SU tilbage på dit klippekort. Får du SU-lån, bliver det også fordoblet i de måneder, du får udbetalt miksklip. Du får to klip udbetalt om måneden, i de måneder du vælger miksklip.

Det er en god idé at tale med dit uddannelsessted, inden du vælger en løsning. Din SU-koordinator kan se, hvordan netop din situation er, og hvordan du kan bruge den løsning, som gavner dig mest i sidste ende.

Læs mere om fødselsklip HER

Af Anders Lei, aamlei@mail.dmjx.dk